Terapi


Terapien er rettet mod at hjælpe mennesker, der har været udsat for situationer, der er følelsesmæssigt og psykisk meget belastende eller er pårørende til mennesker, der oplever store belastninger. Det kan dreje sig om begivenheder der er dækket af sygesikringen, problemer med parforholdet eller psykiske lidelser.
Det kan også dreje sig om livskriser, eksistentielle kriser, og lavt selvværd.


Der arbejdes ud fra såvel kognitive som psykodynamiske og systemiske metoder. Hvilke metoder der vælges afhænger af klientens ønsker og problemstillinger.



Sygesikringshenvisning

Personer, der kan modtage krisehjælp efter en henvisning fra egen læge, er personer der inden for det sidste år har været udsat for en krise, så de falder indenfor en af de følgende kategorier:


Røveri, vold- eller voldtægtsofre
Trafik- og ulykkesofre
Pårørende til alvorligt psykisk syge personer
Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
Pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
Pårørende ved dødsfald
Personer der har forsøgt selvmord
Kvinder der har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge
Personer der inden det fyldte 18. år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb


Der kan bevilliges 12 terapisamtaler og der er en egenbetalingsdel.



Stress

Mange mennesker bliver i dag ramt af udbrændthed eller stress, fordi de selv har presset sig for længe eller fordi omgivelserne har presset den enkelte ud over dennes formåen.
Når mennesker bliver stressede, går det ud over funktioner som: overblik, koncentration, hukommelse, omtanke og problemløsning. Andre bliver meget irritable og har lyst til at trække sig fra det sociale fællesskab. For mange smitter det af på familielivet og det psykosociale arbejdsliv.
Vi tilbyder samtaler hvor man får lært redskaber til håndtering af stress.
Test din stress på: www.stress.dk

Psykiske lidelser

Jeg tilbyder terapeutisk behandling til personer der er ramt af psykiske lidelser. Det kan dreje sig om angst, fobier, depression, spiseforstyrrelser, OCD, ADHD og personlighedsproblemer.



Parforhold

Jeg tilbyder parterapi, hvor jeg arbejder med at få brudt de mønstre, som virker nedbrydende for forholdet. Jeg hjælper parret med at få opbygget nye kompetencer, f.eks. redskaber til konflikthåndtering og en bedre, mere aktiv lyttende kommunikation, hvor begges behov kan tilgodeses, så gnisten vender tilbage i forholdet.

Familieproblemer

Hvis der i en familie er problemer mellem forældre og børn eller i børneflokken, tilbyder jeg samtaler ud fra en systemisk terapeutisk metode, hvor hele familien er samlet. Der vil blive arbejdet med de forestillinger og forventninger, som man har til hinanden nu og hvordan man ønsker at familien skal fungere i fremtiden.